Open by Night med én butik i Bonderup

I Bonderup er der kun én butik, nemlig Torvekøbmanden. Alligevel tog landsbyen initiativ til at afholde en Open by Night, som mange ellers forbinder med de lidt større byer og gågader, og aftenen bød både på en stor omgang fællesspisning og besøg af erhvervsdrivende fra andre byer.

Næsten hele byen deltog

For en lille by som Bonderup kan det vist kun kaldes en stor succes, når 200 tilmelder sig fællesspisningen til den allerførste Open by Night, der foregik i det fri på pladsen foran Torvekøbmanden.

Torvekøbmanden gik meget op i salg af økologiske varer, så det var oplagt, at fællesspisningen stod på økologisk buffet med kød fra en økologisk landmand. Da der kun er den ene butik i byen, inviterede de andre erhvervsdrivende til byen på aftenen, så flere butikker blev repræsenteret på torvet.

Jubii-faktor

Selvom man er en lille landsby, kan man sagtens hamle op med de større byers koncepter og aktiviteter. I Bonderup så man, at landsbyens borgere gerne ville engagere sig, når der blev taget initiativ til en Open by Night – og det, at man kun er en enkelt Torvekøbmand, er ingen hindring for det. Borgerne bakkede op og byen blev en fast tradition rigere. Det er landsbyfællesskab og landsbyånd.